Charlotte Wilken-Jensens dagbog fra GMA- rejse til Benin i 2014

Charlotte Wilken-Jensens dagbog fra GMA- rejse til Benin i 2014

Publiceret dato: 
09.02.2014

Region Hovedstaden har indgået aftale med GMA om at udfaset udstyr overgives i brugbar stand til GMA. Direktøren for hospitalerne i Benin, Dr. Kuassi (læge, nuklearmediciner) var på Hvidovre i foråret 2013, hvor GMAs præsident Højesteretssagfører Hans Frederik Dydensborg og Dr. Kuassi bl.a. besøgte fødeafdelingen.

I uge 2 i januar 2014 besøgte vicesundhedsministeren fra Benin, Dr. Aboubakar gynækologisk-obstetrisk afdeling, Hvidovre hospital, hvor han var en del af aktiviteten der, 2 dage i ultralyd, én dag i fødemodtagelse, fødegang og operationsgang og én dag i dagkirurgi.

Rejsekammerat: Hans Frederik Dydensborg.

Aftale: Hans Frederik skulle ordne de samarbejds- og logistiske problemer, der kunne være med donationerne, jeg skulle prøve at få et indtryk af den reproduktive sundhedstilstand i Benin, gynækologi, graviditet, fødsler, familieplanlægning.

24.januar 2014
Fin tur via Paris (kl. 14 ril 20). Så ”The Butler”, ”Blue Jasmin” og en del af ”Diana”. Kø ved immigration men ikke mere en ½ time, kæmpelang tid til bagage, kø til told og kø til at komme ud, hvor de kontrollerede, at bagagekvittering og bagagetags passede sammen og fjernede begge.

Både direktøren for samtlige hospitaler i Benin Kuassi (læge og ingeniør) og Aboubakar (læge, som var i DK uge 2) var der til at hente os (havde ventet længe). Kø ud af parkeringsplads, men to timer efter landing var vi ude af lufthavnen.
Blev kørt til Novotel, som er luksus. Vores værter tog afsked men ville komme igen lørdag kl. 13.30, hvor vi skal i Kuassis bil med chauffør nordpå.
Hans Frederik og jeg fik en drink i baren og så i seng. (Fik orientering hjemmefra: De danske håndboldherrer vandt 29-27 i semifinalen i EM efter en afsindig spændende kamp).
Vidunderlig temperatur 33 grader, let fugtigt.

Sundhedsministerens (Dorothée A. Kinde Gazard) døde få dage før vi ankom. Hun var 94 år (i et land, hvor gennemsnitsalderen for kvinder er 61 år) Det kom til at betyde uventet meget for vores besøg:
    •    Sundhedsministeren var ikke at træffe mandag, tirsdag, onsdag (27., 28. 29.januar), fordi hun skulle forberede begravelse (vi prøvede alligevel mandag – uden held – se nedenfor)
    •    Torsdag (30.januar) blev vi hentet om morgenen til ”Lit de Parade” (se nedenfor), og kl. 15 til katolsk messe
    •    Lørdag(1.februar) var der reception kl. 13 (messe først, men den sprang vi over) i kongreshallen lige ved siden af vores hotel) – se nedenfor.
 

25.januar 2014
Let overskyet, dejlig varmt, ingen vind.

Sov 9 timer. Morgenmad, kæmpeudvalg kl. 9.30. Havde ikke pakket ud, da planen var afgang til Tanguieta og Natitingou (nordpå) lørdag.

Gik ned til Atlanterhavet lidt omstændeligt, da det er forbudt at gå gennem parken (havet ligger 200 m fra Novotel). Der var masser af skønne blomster og planter omkring hotellet (der kunstvandes, hvilket der ikke gøres ret mange steder), på vej ned til havet var planterne i små krukker, som om det var en planteskole. Der er også masser af kokosnødder og kokosnøddeskaller, nødderne sælges ved vejkanterne som læskedrikke. Der var også masser af firben, små og store- de store har gule hoveder og orange haler.
Kom til stranden, som var kæmpebred og lysebrun, men næsten tom. En skøn strand med volley- og fodboldbaner, skilt med svømning forbudt. Jeg soppede og læste. Tilbage til hotellet, hvor direktøren for alle landets hospitaler (Kuassi) ville hente os kl. 13 – 13.30. Dr. Aboubakar kom kl. 13, og vi fik noget koldt at drikke. Kuassi kom kl. 14, og så skulle vi først til hans hus, hvor vi traf hans kone (kardiolog, født i Frankrig og med både fransk og Benin pas) og 2 af 4 børn, en dreng på 9 måneder og en fødselsskadet pige på 3, som lige havde lært at gå og intet sprog havde. Hun kastede sig meget sødt - men helt uden hæmninger over os (se billeder). Kuassi er 54 år og har 6 børn – en på 13, fra før han blev gift, 4 i sit ægteskab og 1 med sin hustru til venstre hånd, som gerne vil have flere børn med ham – det er lidt indviklet. Selv har han 16 halvsøskende, 8 fra moderens side og 8 fra faderens. Fire af dem fra moderens side og moderen bor i Paris – en bror, som er politimand, 2 søstre, som er hjemmehjælpere, en søster, som er frisør og en søster, som søger arbejde. Alle har dobbelt statsborgerskab (2 pas).

Af sted i en firhjulstrækker med en meget dygtig og forsigtig chauffør (Damier). Kørte til kl. 17.30 og spiste så fisk og ris i en lille by på vejen – herligt og tiltrængt måltid. Fortsatte nordpå til Dassa, hvor vi overnattede på Hotel Jeco. Nåede frem kl. 22, og skulle mødes igen kl. 7 for at køre videre. Kun en enkelt strømafbrydelse i løbet af aftenen. Hotellet var OK med fint net (bedre end alle andre steder).

Vejene er virkelig elendige, hvilken er et substantielt problem for infrastrukturen i form af transport af f.eks. hospitalsudstyr, ikke mindst følsomme apparater som UL- og anæstesiapparater. Der er masser af mennesker langs vejene, masser af knallerter med 2 – 5 mennesker på + last, kærrer og i mørket: Biler uden lys på, som pludselig dukker op. Der er uforståelige vejspærringer, bestående af hjemmelavede bomme eller malede benzintønder, hvor man skal stoppe, indtil nogen ophæver spærringen, og der er uforståelige vejafgiftshuse, hvorefter vejen fortsætter lige så elendig som før. Men frem for alt er der kæmpehuller i asfalten, tydende på total mangel på vedligeholdelse. Til trods for en meget forsigtig og forudseende chauffør, blev det en meget omtumlet tur.

Søndag 26.januar 2014
Varmt, sol, ingen vind.

Sad kl. 7 og ventede på Kuassi, men besluttede os for at gå ind at spise morgenmad, da kl. blev 07.30 (Kuassi og Damier overnattede tydeligvis på et mere beskedent (billigere sted)). Kuassi dukkede op kl. 7.45, hans alarm havde ikke ringet. Det er et vilkår her, det med tiden, man skal i hvert fald regne møde en ½ til 1 times tålmodighed, når man har en aftale.

Kørte et par timer og nåede over middag til ”direktøren” for sundhedsvæsenet i Natitingou området. Han er læge (kirurg) og kom hjemmefra for at låse os ind på hans kontor, som var udstyret med stole i lyst træ med lyseblå polstring i god stil – fra Hvidovre Hospital. Han udtrykte stor taknemmelighed med donationerne, men lagde (som alle andre ikke skjul med vanskelighederne ved at få det rette. I hans kontor stod der et kæmpe køleskab fra Spanien helt umotiveret, det kunne de ikke få til at fungere. Toilettet fra uden vand, hverken i cisterne eller vask. Whiskyflaskerne fra hans kontor tog vi med til senere brug ved frokosten.

Vi kørte til Natitingou hospital, som har 30 senge, 2 OP stuer og ét anæstesiapparat. Det er som alle hospitaler bygget over et stort areal med meget små adskilte barakker med fine skilte ”akutafdeling”, ”blodbank”, ”fødeafdeling”, ”operation” adskilte med vanskelige transportforhold. På hospitalet mødte vi endnu en kirurg, hvis store ønske var et fungerende anæstesiapparat nr. 2 og en meget ung hospitalschef, som egenhændigt ville hente udstyr i Cotonou, hvis det var noget, de kunne bruge. Vi så danske senge og stole – indtrykket af stedet var rodet og snavset.

Vi fik ingen detaljer om antal fødsler o.a. Der var kun ét fødeleje. Der var ”genoplivningsudstyr” og standardiseret guideline om behandling af fødslens tredje stadium (plakat på væggen).

De var en plakat, der fremhævede amnings fordele. Amningsfrekvensen er 100% - ikke mindst fordi familierne ikke har råd eller adgang til andet.

Frokost kl. 14.30: Stegt agerhøne og pomme frites, whisky, øl og vin med folkene fra Natitingou i en udmærket lille restaurant, som man skulle vide lå der for at finde den.

Kørte videre til 16.45 hvor vi nåede til det ”berømte” hospital Saint Jean de Dieu (se YouTube).

Tanguieta hospitalet er et katolsk, italiensk privat hospital ”Fateben Fratelli Hospital Saint Jean de Dieu” med 60 senge, 103 % belægning, mødre mortalitet 15/1000, perinatal død 30/1000. Alle, der når frem til graviditetskontrol skannes mindst én gang, og der er umiddelbar adgang til sectio. Der var en efter Benin forhold en fin ny neonatal afd. Der sad mødrene en til en hos deres barn – det eneste sted vi så det.  Alt var ordentligt og mere rent end foreløbig set andre steder.

To senior læger, en katolsk italiener, der har været de i 45 år, fra han blev religiøs. Han var oprindelig kirurg, men er nu alt undtagen pædiater og tager sig meget af gynækologi og obstetrik. Der var en gang stor aktivitet med fistler, men dette er blevet mindre i takt med, at den obstetriske service er forbedret (læs man kan udføre kejsersnit). Der bringes mange ind fra oplandet, hvor alting er for sent, men en perinatal mortalitet på 3/100 er lavt efter Benin forhold.

Den anden senior læge er fra Benin og er pædiater. Hospitalet modtager hver uge en håndfuld børn og unge mellem 1 og 19 år med tarmperforation pga. Tyfus (Salmonella). En del af dem dør, andre har været opereret igen og igen.

Begge læger arbejder 7 dage om ugen og er til at få fat på 24/7.

Kørte langt (mindst 12 km frem og tilbage på elendig grusvej) til Sundhedscenter Matéri: Én ”turnuslæge”, én jordemoder, 24 timer i døgnet, 500 konsultationer om måneden (mange vaccinationer), alt skadestuearbejde, 80 fødsler om måneden med 4 antenatale besøg, fødsel, 2 døgns indlæggelse, ingen mulighed for sectio. Mister 6 børn per 100 fødsler, 0,3 mødre per 100 fødsler. Én læge, 32 år kvinde bedste på sit hold i studiet (Kuassi var en af hendes lærere), drømmer om at blive pædiater er der 7 dage om ugen 24/7, bor i klinikken med mand og tre børn, ville gerne væk. Én jordemoder til alle fødsler, 7 dage om ugen 24/7. De arbejder ud fa et motto der hedder:
    •    Hver mor skulle have ret til sin baby
    •    Hver baby skulle have ret til sin mor
    •    Hver far skulle have ret til sin baby og sin kone

Det gjorde indtryk.

Ved problemer, der kan forudses (præmaturitet, præeklampsi) overflyttes kvinden til Tanguieta, også til kejsersnit, men transporten tager mindst en time.
Noget helt andet: De danske håndboldherrer tabte EM finalen til Frankrig. Gl. Hellerups damen vandt (med Helles hjælp) med 5 point over Holbæk.
Nåede til hotel Kaba kl. 22.00 i Natitingou og sov der. Skrabet hotel, kostede vist 15.000 per nat (150 Dkr.). Damier sov et andet sted. Nettet der virkede ikke.

Mandag den 27.januar 2014
Stod op kl. 7, morgenmad i restaurant med tagterrasse, fin kølig temperatur fra morgenstunden. Kørte længe med små stop til spicy småkager og peanuts.

Siden blev det atter varmt og sol.
Langs ved vejen i by såvel som på land er der boder med flasker - glas eller plastik – dunke m.m. med gullig væske. Det er benzin, som sælges i små mængder til den store hoben af motorcykler/scootere, som er allevegne. Ikke som i Hanoi eller Ho Cho Minh City, men der er stadig mange. De fleste taxaer er også motorcykler, i Cotonou kendes de på, at chaufføren har gul skjorte med tekst på. Som i Vietnam bruges det tohjulede køretøj til fragt af alting, f.eks. familien på fire samt en masse varer.  
Den første del af turen var præget af synet af alle de børn, der skulle i de offentlige skoler. De gik eller de løb, alene eller i flok alle i lysebrune ”uniformer”, som kunne have forskellige faconer men alle havde farve som sandet – det er et krav. Mange bar et par bøger under armen, få havde rygsække eller andre tasker.

Strejken undtager af en eller anden grund mandage – så der er de offentlige skoler i gang. Ugens fire andre dage er der ingen lærere.

Lang tur. Stop i Basilar. 120 fødsler om måneden, 5 jordemødre: Får udstyr fra Italien, Halvdelen virker ikke. Har ”Togomand” – dvs. en medikotekniker fra Togo, der kommer 1 – 2 gange om året og kan lave nogen ting. Masser af opmagasineret og ubrugeligt udstyr. Fik lang ønskeseddel med derfra (bl.a. CTG).

Priser
Kejsersnit         40.000 CFA
Hysterektomi        60.000 CFA
Bartholinit        15.000 CFA
Fistel (vesico-vag.)    20.000 CFA
CFA (divider med 100, så er det Dkr.)

Frokost i Dassa i Beninsk gadekøkken – får og ris – spicy, godt og rigeligt. Der er masser af gadekøkkener, men de er helt anderledes end f.eks. de vietnamesiske med friske forårsruller og skinnende stegte fugle. Her er det kæmpe gryder med ”ting i sovs”, får, kylling, ost og andre gryder med ris, semuljegrød m.m. Ikke specielt elegant. Chaufføren (Damier) spiste i samme ”restaurant” Le Renouveau Des Anges men ikke ved samme bord som vi (Kuassi, Hans Frederik og jeg). På spørgsmål om hvorfor, blev der svaret ”Sådan er det”.

Lang tur til Porto Nova Ved kysten 30 km øst for Cotonou), talte med hospitalsdirektør der. Bruger GMA udstyr og ønsker mere.

Kl. 19.40 tilbage på Novotel. Ville spise på Bangkok (vietnamesisk og thai restaurant, men den har lukket om mandagen). Spiste derfor middag – kinesisk på en restaurant, der hed Mandarin (meget lækker mad) – med Claude og Wilfrid fra den Beniske NGO BSIP, som begge taler flydende engelsk, som skrevet skøn mad og animerede diskussioner, ikke mindst om logistikken i forhold til at få containere med udstyr doneret af GMA ud af havnen i Cotonou.
Da vi kom ud af restauranten havde Wilfrids bil stået med lys på (strikt overvåget af en parkeringsvagt, som på det tidspunkt – for sent - gjorde opmærksom på det), og batteriet var dødt. Fik løbet ham i gang. Claude kørte os hjem.
Wilfrid A. Serge Martin, pensioneret ”Directeur de Cabinet) i kommunikationsministeriet og præsident i BSIP. En meget elegant, venlig og dannet person.
Claude-Serge Tsagli free lance koordinator, arbejder bl.a. med projekter mellem de vestafrikanske lande (Togo, Elfenbenskysten) en sjov, imødekommende, hjælpsom og meget handlekraftig person. Bestyrelsesmedlem i BSIP. Han satte mig i kontakt med Dr. Christiane Aguemon, som jeg var sammen med fredag på CNHU (Centre National Hospitalier Universitaire). Hun er gynækolog/obstetriker på det store offentlige special (referrel) hospital i Cotonou og er også medlem af BSIP – se neden for.
BSIP – Benin Santé Info Plus en NGO, der har eksisteret i 4-5 år. Der er 50 medlemmer, hvoraf de 40 er læger. Medlemmerne er fra Benin, Senegal, Canada og Frankrig. Deres første projekter har bestået i at arbejde med bekæmpelse af hundegalskab, at agitere for hjelme til landets utallige motorcykler/knallerter og at arbejde med telemedicin. De arbejder meget med netbaseret sundhedsinformation og vil gerne promovere telemedicin. Det har været på tale, at GMA skulle have en officiel samarbejdspartner i BSIP. Det foreligger der vist ingen formelle aftaler om, men både Wilfrid og Claude er meget hjælpsomme og vil gerne promovere samarbejdet.
Claude og Wilfrid er medlemmer af samme Rotary klub i Cotonou. Det lyder – når de taler om det – som en meget vigtig ting.  

Tirsdag den 28.januar 2014
Vejret fint 33 grader, let overskyet.

Der er strejke i Benin: Offentlig ansatte, dvs. læger, skolelærere og alle ansatte i administrationen, som er medlemmer af fagforeningen (syndikalister) arbejder ikke i 4 dage hver uge tirsdag til fredag pga. urimelig politivold den 27.december 2013 i forbindelse med en demonstration.

Blev hentet af Damier (Kuassis chauffør) kl. 09.30 (han havde fået udstedt et ”Lettre de Mission” og skulle derfor arbejde. Han kørte os til Sundhedsministeriet, hvor vi troede, vi skulle møde Madame la Ministere. Hun holdt dog tre dage fri pga. forberedelser til hendes 94 årige mors begravelse på torsdag.

Det viser sig, at hele Kuassis agenda er ønsketænkning. Intet af det, der står på den er aftalt. Selv er han i Vida (nordpå) til møder tirsdag og onsdag. Aboubakar er taget til konference, måske til fredag.
Kuassi kom klokken godt 10 og undskyldte meget. Han, Damier og jeg kørte til hans kontor i en sandgrav ”Sundhedsdirektørens kontor” – et stort rod med et toilet uden vand. Her fremstillede Kuassi et dokument, som gav mig adgang til hospitalet, som hedder HOMEL (L’Hopital de la Mere et de L’Enfant – Lagune) – mor-og barn hospital i Cotonou, certificeret i samarbejde med Japan i 2009. Damier fik dokumentet og kørte mig til HOMEL.

Hans Frederik blev på ministeriet. Claude havde sagt, han ville komme kl. 9.30, men endte vist med at komme kl. 11. Vi skal vænne os til at vente, tager altid en bog med.
Blev modtaget af chefjordemoderen (som ikke anede, jeg kom, men det var jo autoriseret med papiret). Meget venlig og imødekommende og fransktalende. Hun arrangerede, at en meget dedikeret gynækolog Justin Denakpo viste mig rundt, efter at jeg var skiftet til mit Hvidovretøj. Denakpos engelske var værre end mit franske, og det led kommunikationen under.

Professeur Justin Lewis Denakpo, justindenakpo@hotmail.com tlf.: +229 954267 19

De statistiske oplysninger er svære at få fat i, ifølge Denakpo:

De siger 4.500 fødsler om året og 20 fødsler om dagen??? – det passer ikke sammen med, at der 1 kvinde i ”Salle de Dilatation” og ingen i ”Salle d’Accouchements”, den formiddag, jeg var der.

Abort er ulovlig – og de har store problemer med illegale aborter fra ”landet”.

De arbejder med de 5 S’er og med kvalitetssikring, og standarden er væsentlig over, hvad vi ellers har set.

Journalerne er stuvet sammen i tætpakkede plastikposer.

Svangrekonsultationsrum med plads til 2 kvinder af gangen.
Ultralydsskannere: 2 velfungerende. Om kompetencen hos dem, der betjente skannere, er det ikke muligt at udtale sig.
Tre skannere stod stuvet sammen, overdækket ”De duede vist ikke”. Det var et fænomen der sås i mange af de intuitioner, vi besøgte: Udstyr, som aldrig havde virket, og som der ikke var nogen der kunne undersøge, men som fik lov at blive stående, fordi man måske en dag kunne få brug for det. Medikoteknisk assistance og almindelig vedligeholdelse er et kæmpeproblem overalt.   
Modtagelsen er til både gynækologi og obstetrik, der kommer 20 kvinder daglig.
Dilatationshal med 13 lejer/senge uden lagen eller andet, evt. har de selv noget farvestrålende med. Der var 1 kvinde, da jeg var der.
Fødehal med 7 lejer alle adskilt med lyserøde gardiner og god plads og tilsvarende børneborde til hvert fødeleje. Til den stue rykkes kvinden (hvis det kan nås), når hun er 6 cm. Der var ingen, da jeg var der.  Bagest i fødehallen er der et afsnit med an stor plakat med alternative fødestillinger, madrasser på gulvet, sækkestole, rippe, fødestol og et tov i loftet. Det havde japanerne insisteret på, der skulle være. Det bruges ifølge Denakpo aldrig.
4 operationsstuer, 3 til gynækologi og-obstetrik, én til børn. Dem så vi ikke.
80% af operationer (gyn + obs) foregår regional anæstesi.
Før indgangen til operationsstuerne en forberedelsesstue med ”Tjek-ind liste” med 11 punkter ophængt på væggen. De tre første punkter er: 1.hilse på patient, 2.præsentere sig for patient, 3.spørge om patientens navn.
Stor kombineret intensiv og opvågning med blandt andre senge fra Hvidovre, i alt 8 senge, et par senge som ventesenge til opvågnings- eller intensiv seng, et par overvågningsudstyr, 2 iltbomber. De lå ofte 2 eller tre i sengene
Sterilisationsrum med to fungerende autoklaver, en stor og en lille.
Senge antal??? Vaginalt fødende ligger 2 dag, kejsersnit 4 dage.
En vaginal fødsel koster 8.000 – 10.000 – alle betaler. Familien til den fødende flytter ind i de udendørs gange for at følge med – ikke for at give mad, det er inkluderet.
Man tilstræber nationalt set 4-5 graviditetskontroller til alle + et besøg efter fødslen.
Ideer til ”Inverse Innovation”: doptoner, BT apparater, iltmålere, CTG, malkemaskine.
Neonatalafdelingen er inddelt i fire:
    •    Præmature født på HOMEL
    •    Raske børn, født på HOMEL til termin, hvor moderen er ude af stand til at tage sig af dem, fordi moderen er syg
    •    Syge børn, født på HOMEL til termin, som har brug for en neonatalafdeling
    •    Syge børn, født uden for HOMEL, præmature og a terme, bragt ind fra andre steder i departementet
Derudover er der en afdeling for ”afleverede børn”. Der afleveres ca. 6 børn hver måned (???? Lyder ikke rigtigt). De ”opbevares” i 6 måneder og sendes videre til Sociale myndighede/børnehjem.
Mødrene er ikke hos deres børn, men får dem i favnen i ”ammegangen” med tre timers mellemrum for at amme dem. De har ingen malkemaskiner, så mødrene til de børn, der ikke kan sutte, sidder og trykker på deres egne bryster (håndmalkning) for at å mælk ude til barnet og stimulere brysterne. Amning er meget, meget vigtig: De børn, der kunstigt ernæret er i højrisiko for at dø af en infektionssygdom pga. manglende mulighed for at sterilisere flasker. Syv ud af 100 børn i Benin dør inden de er blevet 5 år (2012 tal fra ADSS Annunaire Des Statistiques Sanitaires). Det forrige tal fra 2006 var 12,5 ud af 100, altså én ud af otte børn. De kunstigt ernærede børn er stærkt overrepræsenteret blandt de døde børn, og det anses som en mindre katastrofe, hvis en mor ikke kan få sin mælkeproduktion i gang.
De har bygget en helt ny afdeling til Fertilitetsklinik, som snart starter i samarbejde med prof. Friedmann fra Paris. (I følge Dr. Sodjiedo på Polyclinique Saint Michel – Benins eneste IVF klinik har de i 3½ år sagt, at NU startede de snart).
Senge fra Hvidovre var over det hele, hvor genoplivningsbordene kom fra vidste ”min læge” noget om.
Der er en meget fin bygning, med rampe i 3 etager: I stuen neonatalafdeling, 1.sal indlagte gravide og barsel, 2.sal børneafdeling. Vi så desværre ikke tuerne.
Justin Denakpo gjorde, hvad han kunne, men mit hjælpeløse fransk var en barriere. Hospitalet var præget af, at bygninger og udstyr havde været støttet af japanske midler (2009). Desværre er støtten ophørt, og tingere for lov at forfalde.
Der arbejdes med de 5 S’er (som også er fem s’er på japansk og fransk). Plakater med det sås alle vegne.
Det var karakteristisk her, som andre steder, at områder, hvor læger eller andet personale opholder sig i længere tid (kontorer, konferencerum, operationsstuer), i andre stuer (prærum, fødestuer, modtagelser, ventearealer) er der ikke.
Chefjordemoderen arrangerede en chauffør (med en yndig 4 årig datter i bilen – ikke fastspændt). Var tilbage ved hotellet kl. 13.
Fik en vegetarbagel og et glas hvidvin og nød solen og poolen.
Dejlig middag med Claude på ”Bangkok” – thai-vietnamesisk restaurant. (Friske forårsruller og skøn fisk i rød karry).
Fik en aftale med Claude kl. 08.30 onsdag; han ville få kontakt med en kvindelig, engelsktalende gynækolog-obstetriker (dr. Aguemon) fra CNHU (det andet store hospital i Cotonou).


Onsdag 29.januar 2014
Samme vejr som de andre dage.
Claude kom 08.45 – tidligt efter Benin forhold – og havde ikke fået kontakt med sin kollega. VI sad og arbejdede i hotellets PC rum (nettet er fortvivlende langsomt, og SKYPE vil ikke virke) indtil 09.30. Det viste sig, at kollegaen underviste til 10.30 og ville komme til hotellet kl. 11.
Claude tog af sted for at pakke (skulle rejse til Elfenbenskysten for at rejse penge til landet kl. 17). Jeg var tilbage i loungen kl. 11 og Claude kom kl. 12 for at sige, at kollegaen kom ”om lidt”.
Kollegaen Christiane Aguemon  caguemon@yahoo.fr +22995064047/+22997922778 – en imponerende, ung gynækolog-obstetriker. er en god indgang til informationer og til CNHU. Hun skulle først skaffe autorisation fra sin direktion og skulle undervise hele dagen torsdag, så fredag aftalte vi, at hun henter mig på hotellet, og vi besøger CNHU.
Hun fortalte, at nationale statistikker ikke er mulige, fordi efter hendes skøn føder 45% uden det offentliges viden ude i landet, specielt nordpå.
Det blev en dag med megen venten og god tid ved poolen. Jeg har ikke nok bøger med. Claude anviste mig 2 boghandlere, hvor jeg måske kunne få engelske bøger.
Om aftenen spiste vi ”barmad” på Novotel. Hans Frederik har en hel masse logistiske problemer med containere og specielt med manglende betaling for disse og holder møder i et væk om dette, vist desværre uden store resultater.       


Torsdag 30.januar 2014
Samme vejr som de andre dage.
Sundhedsministerens mors død kom til at præge vores besøg. Det og så strejken i administrationen fra hver tirsdag til fredag.
Blev hentet kl. 9 efter planen, 9.30 i virkeligheden af Kuassi, hans kone og chauffør. Damier kørte os til ministeriet, hvor vi blev vist ind på Aboubakars kontor. Der kom flere og flere mennesker og efter en god halv time kørte alle ministeriets folk i cortege til ministerens hus, hvor der var stillet et kæmpe ”festtelt” op + lydanlæg til alle de sørgende. Der var stole til alle. Telt og pynt var alsammen i lyseblåt og hvidt. Der var foto i plakatstørrelse af den afdøde.
V havde ingen anelse om, hvad der skulle ske, men det viste sig, at vi i hold blev ledt ind til den døde mor, som lå på Lit de Parade og så fin og fredfyldt ud. Noget af en overraskelse. Hans Frederik havde aldrig set et dødt menneske før. Kuassis kone tog ikke med. Hun mente det var upassende, da det ”kun” var for ministeriets folk.
Vi sad så til alle havde været inde og kørte derefter tilbage til ministeriet. Jeg blev kørt til hotellet af Kuassi og Damier, Hans Frederik blev for at se om han kunne lave nogle aftaler. Blev sat af med en aftale om at blive hentet 14.15 for at tage til begravelsesmesse i Notre Dame domkirken.
Nød solen og var klar kl. 14.15, men blev hentet af Damier 14.50. Kørte gennem voldsom trafik mod kirken. Da vi kunne se den, stod jeg ud og gik resten af vejen, for der var totalt kaos ved kirken.
Notre Dame katedralen er stribet i rødt og hvidt, den er stor og var stuvende fuld. Kisten var hvid og lyseblå, og kirken var pyntet med bånd af samme farve.
Kl. 15 kom en stor flok præster, kardinaler og messedrenge i procession, mens et stort kor i hvidt sang meget smukt. Der var to med høje spidshatte og sølvpyntede kapper og 10 i lilla kapper + 6-8 messedrenge. Der blev med rund hånd spredt kvalmende røgelse og vievand. Så fulgte to timers ceremoni med op og ned bønner, to gange kollekt, nadver, hvor præsterne lagde oblaterne i munden på folk, som havde stillet sig op i kø. Der var smuk korsang og taler fra to af den afdødes sønner.
Der var stuvende fuldt og meget varmt, så det endte med at være en lang og anstrengende forestilling. Til sidst tog seks soldater den hvide og lyseblå kiste på skuldrene og bar den ud til den ventende bil. Efter kisten om processionen af præster og messedrenge og så kunne alle forlade kirken. Den katolske læge fra Tanguieta var taget til Cotonou i anledning af begravelsen – det var dejligt at se ham igen. Han var i hvid munkedragt.
Hans Frederik havde mødt nogle militærfolk, som han skulle holde møde med. Damier kørte mig til hotellet. Jeg havde tidligere givet ham 10.000 CFA for at passe så godt på vores liv. Han viste mig glædestrålende, at han havde købt en stak hvide middagstallerkener for pengene for ”aldrig at glemme mig”.
Jeg var helt udmattet efter ceremonien, så efter en drink gik jeg i seng.
Claude havde ringet: Dr. Aguemons bil var brudt sammen, så jeg måtte tage en taxa til CHNU fredag. Jeg skulle være ”der” ved Maternité kl. 9.  


Fredag 31.januar 2014
Varmt, ganske let skyet, sol lidt lun vind.
Efter morgenmaden kørte ”Charly” (taxachauffør, som Hans Frederik kendte fra tidligere besøg) mig til CNHU (Centre National Hospitalier Universitaire) – ganske tæt på hotellet. Der var ingen ”Maternité”, så han satte mig af ved pædiatri. Jeg gik lidt rundt og prøvede så at ringe til dr. Aguemons telefon uden held. Jeg fandt et område med mange gravide kvinder og begyndte at spørge dem, der var i uniform efter Professeur Aguemon. Det gav pote og jeg blev fulgt op til COGO’s (Clinique Universitaire Gyn/Obs) konferencerum.
Det sad kl. 9 i et auditorielignende rum 50 læger, medicinstuderende, jordemødre og sygeplejersker på rad og række. På et bord for sig selv ved vinduet sad chefen. På et bord over for auditorierækkerne sad to overordnede læger + Christiane Aguemon og jeg, på et bord ved døren 2 andre overordnede læger.  Jeg blev budt velkommen af chefen og blev bedt om at præsentere mig selv (Aguemon oversatte). Der blev opfodret til at stille mig spørgsmål og kun en mandlig gynækolog, som senere viste sig at være Dr. Agossou havde er spørgsmål. Så blev jeg bedt om at gå og blev sat i UL konsultationen, hvor der var plads til to gravide, men hvor der ingen var.
På gangen uden for sad, lå og stod gravide, som var kommet mellem kl. 8 og 10. Der er ingen tidsbestilling, efter kl. 10 lukkes ikke flere ind, og så bliver kvinderne taget efterhånden.
Kl. 10 blev jeg hentet af Aguemon. Vi gik til hendes kontor for at skifte til hospitalstøj. Der er inddraget 6 patientstuer til lægekontorer. Lægerne har seng på deres kontor og bruger det som vagtværelse.
Vi å sengestuer, hvor de er to senge, men ofte ligger 2 og 3 i en seng. Et rum til septiske patienter, hvor der lå en kvinde, med noget på brystet, jeg ikke kunne identificere. Det viste sig at være hendes bryster, som hver for sig var større end hendes hoved (hun var en ganske lille kvinde). De havde været nødsaget til at afbryde hendes graviditet i uge 20, mente det var infektion, men kom ingen vegne med behandling.
CNHU har 3.500 fødsler om året. Dr. Aguemon estimerer, at 45% af landets fødsler foregår ude i bushen og aldrig kommer til myndighedernes kendskab. De officielle tal er helt anderledes, se senere.
De laver ca. 200 kejsersnit om måneden, gennemsnitlig kejsersnitsfrekvens 54,8%. Hospitalet modtager problempatienter fra hele landet.
I 2011 døde 271 ud 3488 børn, svarende til 8%.
41 ud af 3366 mødre døde i 2011, 33 efter kejsersnit, 8 efter vaginal fødsel, svarende til 1,2%.
PÅ CNHU var også en ”Salle de Dilatation”, en ”Salle de Accouchement” og her også en ”Salle de Dystocie”.
I sidstnævnte var det 5 senge, de fleste uden hjul, med madrasser med revnet plastikbetræk, uden lagner. Her lå 6 kvinder, som var en blanding mellem kvinder der ventede på kejsersnit, kvinder under observation for præeklampsi og kvinder med gynækologiske problemer.
I fødehallen (”Salle de Accouchement”) var der 5 fødelejer adskilt med meget små halvvægge. Nummer 5 var bag en lukket dør, det var eksplorationslejet. Der var der UL skanner og CTG apparat.
Mens vi var der, lå der en kvinde, der fik udskrabning uden bedøvelse pga. blødning efter fødslen – hun skreg, og en (der lignede en lille pige), der lå blottet og blev barneret, fordi hun skulle til kejsersnit. Hun havde et drop og fik et par iltbriller, men ellers var der ingen, de tog sig af hendes skrig eller lyttede til barnet. Læger, sygeplejersker og jordemødre gik ud og ind, råbte Bonjour og Ca va, grinede og snakkede helt upåvirkede af, hvad der foregik. Ved et bord på langsiden over for fødelejerne sad to jordemødre (som kendes på, at de er i lyserødt) og en sygeplejerske (de er i hvidt) og læste, skrev og snakkede. I det kvarter, vi var der, kørte kvinden til kejsersnit ikke.
Rummet ved siden af fødehallen var en kombineret ventestue til fødehallen, observation efter fødsel eller observation før fødsel (blødning, præeklampsi). Der var seks senge og 7 kvinder. Kvinderne udskrives, hvis de kan 6 timer efter fødslen.
Afdelingen råder over 3 CTG apparater, men de bruges næsten aldrig, fordi det ikke er mulig at skaffe papir til dem.
Der er to operationsstuer, men ofte ventetid på disse ved akut kejsersnit og blødning efter fødslen. Der er en opvågnings-/intensivstue med 7 senge og to ventelejer til de 7 senge. Til det er der en monitor, der er sat sammen med tape og køres rundt på et rullebord til der, hvor der er størst behov, der er en iltbombe og et sug, som også køres rundt.
Sterilisering og autoklavering er et stort problem. Operationsstuerne råder over en stor autoklaver, som fylder men aldrig har fungeret og en lille, som virker, men som har alt for lille kapacitet. Specielt sterilisering af operationskitler kniber det meget med. Et stort ønske til inverse innovation er derfor engangsoperationstøj.  
Vi så jordemoderindskrivningen, rummet hvor der screenes for HIV (se senere), og rummet hvor der familieplanlægning drøftes.
Svangerskabsforebyggelse bruges næsten – det skønnes, at 8% på landsplan, 10% i Cotonou bruger en moderne metode. Det koster ingen penge 1500 CFA (150 kr.) for Implanon – 2 stave til 5 år eller 600 CFA (60 kr.) for en kobberspiral til 10 år. Uvidenhed, myter, manglende undervisning og ønsket om at få mange børn er barrierer over for prævention. En plakat på væggen advarer eller som at dø i forbindelse med en fødsel, som argument for familieplanlægning.
Den nye statistik (ADSS) siger, antal børn per familie i 2012 er 4,9, faldet fra mellem 5 og 6 i 2006.
Familierne flytter ind på hospitalet ved sygdom hos pårørende. Der er mennesker overalt på terrænet. Der vaskes tøj og kokkereres i dertil indrettede udendørs køkkener.
De har næsten ingen PC’ere.
Vi besøgte kontoret, hvor tallene fra gynækologi og obstetrik registreres hos en meget nidkær sygeplejerske, som skriver alt op i kæmpeprotokoller, måned for måned år for år.

Derfra stammer nedenstående:
2011 CHNU
Fødsler            3366
Kejsersnit            1847 (54,8%)
Kop/tang            registreres ikke
Tvillinger vag.            49
Tvillinger kejsersnit        56
Trillinger vag.             3
Trillinger kejsersnit          3
Firlinger vag.             3
Firlinger kejsersnit         0
Antal døde mødre OP        33
Antal døde mødre fødestue         8
Intrauterint døde børn, macereret    84
Intrauterin døde børn, ej mac.    187
Blødning efter fødsel        368
Intrauterin palpation        123
Manuel placentafjernelse        161
Malformationer hos barn         13
Sædepræsentation         254
Episiotomi            111
Obstetrisk UL             2540
Graviditetskonsultationer        7518
Sygdom hos mor
HIV            149
Hypertension             73
Eklampsi            201
Malaria             28
Graviditetssukkersyge          6
Anæmi i graviditeten         30
Anæmi efter fødslen        492
Hysterektomi af gynækologisk årsag     42
Hysterektomi af obstetrisk årsag     22
Uterusruptur            13
Cerklage            22
Kraniotomi (på barn)         0
Embryotomi             0
Ab.prov.            15
Ab.spont.            137

Vi endte hos hospitalets finansdirektør Alexandre Koffi Sossou, han var specielt interesseret i GMA’s donationer, og sagde, at GMA udformede et ”Lette of Donation”, hvor der stod, at en containers indhold var til CNHU, ville han personligt indestå for, at der aldrig mere blev problemer med at modtage containere.
 Forlod CNHU kl. 12, da skulle Aguemon skanne.
Tog en taxa til Novotel.
PC: Nettet er elendigt, og jeg fik en teknikeren på hotellet til at se på min PC. Han ville komme kl. 14.30, men kom kl. 17. Der er ikke noget i vejen med min PC, men serverens kapacitet er så lille, at det bedste råd er at gå på nettet mellem kl. 3 og 4 om natten. Det har jeg siden prøvet, og der kan man med lidt tålmodighed både læse og sende mails – og gå på google, f.eks. hvad der sker i DK efter SF har forladt regeringen.
På hotellet var der ”Happy Hour”. Det var vist et irsk firma, der havde fået opstillet en udendørs bar, men da det pludselig trak op, skyndte de sig at flytte baren indenfor, og kort tid efter kom der da også en ordentlig skylle. Inden for var der liv og glade dage med drinks, snacks og levende musik.
Restaurant Livingstone om aftenen – et rigtig kolonialt sted. Jeg fik frølår med hvidløg, Hans Frederik pasta med skaldyr. Prøvede at få en taxa, men det er svært, hvis man ikke er foran Novotel og CNHU, så det lykkedes ikke. Heldigvis ringede Aboubakar og ville gerne mødes på hotellet, så han hentede os.
Mail mellem kl. 3og 4 om natten.
Christiane Aguemon ville ringe fredag aften og aftale en tur til det store marked lørdag formiddag, men hun ringede aldrig. Søndag skulle hun rejse til Parakit (større by midt i landet), hvor der den følgende uge skulle være ”Scientific Weeke” for læger i Afrika fra alle specialer. Hun ville være tilbage i Cotonou torsdag den 6.februar. Hun er fra Cameroun, det er derfor hun taler engelsk.


Lørdag 1.februar 2014
Morgenmad og vejret, som de andre dage. Hver gang jeg spiser al min frugt til morgenmad, tænker jeg på Maja, hvor hun ville nyde ananas, vandmelon og måske også mango og Papaya.
Var ved at løbe tør for skønlitteratur og hyrede derfor en taxa, som blev kørt af Jean, hvis nummer, jeg fik med det samme. Blev kørt til boghandel ”Notre Dame” lige ved katedralen; der var ingen engelske bøger, videre til boghandel Bufalo, hvor jeg fandt en roman på engelsk – en sand historie om en nigeriansk pige, der adopteres af en nigeriansk fodboldspiller i Paris-St-Germain og hendes trængsler i Frankrig, hvor hun behandles som slave af fodboldspillerens kone og misbruges seksuelt af ham. Tredje boghandel Sonaec havde ingen engelske bøger. Besøgte et supermarked, som så rigtig fint ud, men hvor det var forbudt at fotografere (fandt jeg ud af, da jeg prøvede).
Heldigvis havde Hans Frederik 2 romaner af Isaac Singer, som har kan undvære. Det bliver min redning.
Vi var inviteret til gravøl for sundhedsministerens mor kl. 13 i ”Palais de Congres”, som er nabo til Novotel. Det var et relativt stort kongrescenter – største auditorium er til 1500 personer.
Der var dækket op i lyseblåt og hvidt ved runde borde med stole overtrukket med hvidt taft og store sløjfer (til hundredevis af mennesker). Der var drinksborde og buffeter og levende musik. Nedenfor var stillet et sort telt op med tilsvarende borde, buffeter og levende musik. Der blev båret øl, vand og vin rundt ad libitum, men skete ikke noget. Alle var i meget fint tøj, mere hvidt end man ellers så, men ellers farvestrålende. Ingen så sørgende ud – der blev snakket og grinet.
Aboubakar kom (fra kirke, hvor der igen havde været katolsk ceremoni, den havde vi sprunget over) og hilste, en satte sig i øvrigt ved en andet bord. Det var dejlig mad – skinke med ”italiensk” salat, ris, kylling, oksekød i krydret sovs, rodfrugter veltilberedt. Efterret: Ananas og mango, banan, appelsin, æbler, druer.
Aboubakar og Hans Frederik gik klokken godt to for at holde møde. Kort tid efter kom sundhedsministeren og hendes tvillingesøster. De gik rundt og hilste på hver eneste gæst og takkede os for at være kommet. Derefter forsvandt de ind i ”familiens lokale”.    
Jeg gk hjem til hotellet ved 3-tiden, skrev, læste og svømmede.
Aften: Bar Esplanande de la Francophone: Et lille udendørs etablissement lige over for hotellet med karakteristiske grønne parasoller. Der fik vi i bælgragende mørke kylling og dejlig varm og krydret spaghetti til mig og ”Salade du Chef” (salat med en halv kylling) til Hans Frederik.


Søndag 2.februar 2014
Vejret som vanligt.
Hans Frederik havde lovet at tage med mig på marked, når nu Aguemon havde brændt mig af, selvom det bestemt ikke er hans kop te.
Efter morgenmad kørte Charly (taxachauffør) os til marked. Der er altid taxaer ved Novotel og CNHU, ellers er det godt at have et telefonnummer til en taxachauffør, for de er få. Man kan ikke se på en bil, det er en taxa. Jeg endte med at gå rundt telefonnumre til både Charly, Jean og Christophe.
Marked Dankopta: Kæmpe stort med ALT, dog med en del lukkede ”butikker” pga. søndagen. Fandt nogle fine afrikanske kjoler til pigerne (30.000 CFA for 5). Tog en del billeder af madmarkedet, hvilket bestemt ikke var populært hos de handlende. Markedet ligger helt ned til floden. Bag boderne var en kæmpe hob af affald ned i floden, som fik det til at se helt elendigt ud.
Vi trængte til en kold øl, men alt, hvad vi kunne få, var en Fanta.
Blev hentet af Charly.
Frokost på Restaurant Teranga – Beninsk Libanesisk restaurant tæt på Livingstone, da Livingstone var lukket. Shawarma med oksekød til mig og Croque Monsieur til Hans Frederik og dejlige, store, kolde fadøl.
Søndag eftermiddag >1 time forsinket kom Kuassi. Han havde arrangeret, at jeg om mandagen kunne komme på Institute Nationale Medico Santé. Samtidig ringede Aboubakar og sagde, at han havde talt med Dr. Agossou, en mandlig engelsktalende gynækolog, som jeg havde truffet om fredagen på CNHU, som jeg havde lagt mærke til, fordi han som den eneste stillede mig spørgsmål. Han ville gerne bruge mandagen med mig. Det ville jeg meget hellere. Så aftalen blev, at Damier skulle hente min kl. 08.30 mandag morgen og køre mig til CHNU.
Om aftenen spiste vi på Novotel: Cæsar salat (som lidt upassende havde fået masser af ansjoser) til mig og Laksecocktail ti Hans Frederik.
Gik på nettet om natten – det lykkedes mig at se halvdelen af ”Arvingerne”.


Mandag 3.februar 2014
Vejret: Strålende sol, varmt som vanligt
Var klar kl. 08.30, men der kom ingen. Ringede til såvel Kuassi som Aboubakar, men ingen svarede. Tog en taxa med Charly til CNHU kl. 08.50. Fik i bilen fat i Aboubakar og bad ham aflyse Damier.
Mødte straks Dr. Agossou, som ventede mig og tog mig med på sit kontor. Han var skøn at tale med. Hans engelsk er godt, og han er befriende ligefrem og ærlig i sine svar. Jeg spurgte ham ikke, hvorfor jeg var blevet ”smidt ud” fra morgenkonferencen om fredagen, eller hvorfor der ikke var morgenkonference om mandagen (måske mødes de kun fredag).
Men hvad jeg spurgte om, svarede han på.
”Er I ikke påvirket af strejken”?
”Overhovedet ikke. Hvis de på HOMEL siger, de (lægerne) er påvirket af strejken, er det ikke fordi de er syndikalister, men fordi de benytter sig af chancen til at slappe af og holde fri. ”
”Hvad ser du som landets største sundhedsproblem? ”
”At der ikke er nogen overordnet plan. At det politiske system er ligeglad med befolkningens uddannelsesmæssige og sundhedsmæssige forhold. Præsidenten er korrumperet af sin magt og pønser kun på at får ændret landets grundlov, så han kan sidde en tredje periode (hans anden og sidste periode udløber 2016).
At Benin ikke producerer sin egen elektricitet. Alt skal købes, primært fra Ghana, men også fra Togo og Nigeria
At børn ikke har mulighed for at gå i skole. Loven siger, at der er 6 års obligatorisk fra barnets er 5år til det er 11 år. 40% går ikke i skole. De har ikke mulighed for at transportere børnene til en skole, de har ikke råd til skoletøj, bøger, papir, skriveredskaber. Børnene bruges som arbejdskraft i hjemmet, og ingen prøver at håndhæve loven. ”
Agossou giver intet for ”Plan National de Développement Sannitaire Bénin 2009 – 2018”. Ifølge ham er det ord-ord–ord.
Fordelingen mellem offentlige og private sundhedstilbud har regeringen ingen plan for og ingen mening om. Gæt: Der private står for 30% af sundhedsydelserne. Lønningerne i det offentlige system er så lave, at alle (læger, sygeplejersker, jordemødre og bioanalytikere) også må arbejde i det private. Politikerne er ligeglade med det. En speciallæge arbejder mindst 60 – 70 timer om ugen. En gynækolog/obstetriker har 1 – 2 døgnvagter om ugen.
”Der er nødt til at være en specialist. Hvis en læge under uddannelse står med en kvinde, der bløder efter fødslen, og det ikke lykkes at få fat i en portør for at flytte hende til operationsrummet, går han ud og leder efter en portør i stedet for at køre kvinden selv. Han indser ikke, at blødning i en time fordobler kvindens risiko for dø af sin blødning”.
Et kæmpeproblem er ifølge Dr Agossou (men også mange andre) mangle på blodprodukter. Kun 0,4% f befolkningen giver blod. Det er der heller ingen plan for.
På CNMU skal kvindes blodtype kendes, når hun føder der. Det koster 800 CFA at få taget en blodtype.
Et kejsersnit koster 120.000 CFA, men det offentlige betaler de 100.000 CFA. Man er indlagt 3 – 4 dage efter et kejsersnit.
Man bruger SM eller UL til terminsbestemmelse, UL hvis den er lavet inden 20 uger, men over 30% kommer efter 20 uger. Man prøver at lære befolkningen at komme ind for 3 måneder efter SM, passe 4 obligatoriske besøg, for normale gravides vedkommende hos jordemoder, for syge gravide hos obstetriker (hvor man møder efter tidsbestilling).
Abort bruges som prævention. Det er frobudt, men det er den eneste alment anerkendt metode. Ifølge Agossou har >50%, der kommer og føder første gang på CNHU fået foretaget mindst en illegal abort.
Politiken mht. igangsættelser er at sætte førstegangsfødende i gang 40+0 med Misoprostol 25 eller 50 mikrogram (afhængig af obstetriker). Igangsættelsen sker under indlæggelse.
De største problemer i graviditeten er hypertension/præeklampsi, Malaria og GDM.
Det største overordnede problem er maternel mortalitet pga. blødning og eklampsi.
Instrumentel forløsning: Adelingen råder over 3 slags franske tænger (den ene ligner skeer) og en kop, betjent af en håndpumpe. Det bruges sjældent, tængerne pga. risiko for skade på mor, koppen fordi den sjældent er ren.
Agossou mener, at det officielle tal for antal døde mødre per år på 1500 er langt fra det reelle, som han men er meget højere. Han estimerer, at 30% af fødslerne foregår uden for systemet uden nogensinde at blive registreret. Christiane Aguemons estimat var 45%. Agossou er mest gynækolog, i obstetrikken er han hospitalets superspecialist i gravide med HIV. Han passer 110 gravide med HIV om året.
Deres politik er (Nina Weis, denne del er til dig): Prævalensen af HIV i Benin er 1,8%. Alle gravide, der kommer til CNHU, screenes for HIV – over 30% kommer efter 20 uger. De HIV positive sættes i antiviral behandling. Hvis de har været behandlet 2 måneder eller mere, når de skal føde, må de føde vaginalt og amme. Transmissionsraten er <2% trods amning. De nyfødte behandles i 6 uger. Får 2 måneder gamle lavet PCR. Hvis negative undersøges de ikke yderligere, hvis positive får de livslang behandling. Ved 11 mneder får de lavet serologi. Hvis mødrene er seropositive efter fødslen får de livslang behandling.
Jeg spurgte Agossou, hvorfor han havde så god tid til mig. Svaret var, at hvis der ikke var planlagte gynækologiske operationer, havde han ikke noget. Han skulle kun gå efterstuegang på de indlagte, hvor en uddannelsessøgende havde gået stuegang forud.
Speciallægeuddannelsen til gynækolog-obstetriker foregår for mange i dag i Benin, men der stadig en del, der tager 12 – 18 måneder til Tunesien, Frankrig, Guadeloup eller Martinique. Uddannelsen tager 4 år og afsluttes med en ”memoirer” en stor opgave, som ikke indeholder original forskning (oversigtsarbejde).
En speciallæge tjener 479.983 CFA/måned (fra Dr. Agassis lønseddel), dvs. knapt 5.000 kr. om måneden, derfor behovet for a supplere indtægten på privatklinik.
I den private sektor betaler patienten 50% mere for ydelserne, men den store attraktion er, at der ikke er ventetid.
Privatklinikkerne tager sig af 45 – 50% af sundhedsydelserne.

Vi så neonatalafdelingen. Der er 52 senge – i mange af dem ligger der 2. Der er 2 CPAP udstyr, 4 genoplivningsborde og 2 monitoreringsudstyr, hvoraf et virker. Der var en cylinder til intensiv fototerapi (”hele vejen rundt”)
Afdelingen er opdelt i 3 afsnit
    •    Afdelingen for raske præmature
    •    Afdelingen for syge præmature
    •    Afdelingen for syge børn, født til terminen

Børn, født på CNHU og børn født andre steder (30% af indlæggelserne) ligger sammen.
Afdelingen får ca. 3 efterladte børn om året, som enten efterlades på hospitalets område eller findes ude i bushen.
Tilbage til fødehallen, hvor der ikke var nogen patienter, men hvor de pludseligt kom rullende med en 19 årig, HIV positiv kvinde, de havde fået lavet kejsersnit et par timer før. Hendes mave voksede. Der var seks mennesker, der kom med hende, ingen tog styringen, og ingen på fødestuen regerede. Hun havde en intravenøs indgang, hvor der løb sukkervand. Ingen tog blodtryk eller puls, farven var svær at afgøre pga. hudfarven – en (læge?) kiggede på farven i hendes øjne og så bekymret ud. Hun var vågen og bange. De tændte skanneren, og kunne bekræfte, at hun havde blod i maven, og der blev stukket en lang kanyle med en fem milliliters sprøjte på og trukket rent blod ud af hendes mave. Agossou var ved at diskutere et eller andet stykke papir med en anæstesilæge i den anden ende af lokalet, men råbte henkastet, at hun skulle have noget Ringer væske. Det råbte de så tilbage, at det fandtes ikke. En af de tre personer ved bordet sagde henkastet at noget blod vist også var en god idé, men intet skete. Det forlød, at operationsstuen var optaget. Så tog Agossou endelig affære. Han sagde til anæstesilægen, at Op stue nr. 2 skulle gøres klar og løb så til sit kontor, hvor han fandt 3 liter Ringer, Syntocinon og Misoprostol. Jeg løb med, men kunne godt se, jeg ikke kunne gøre noget. Han mente, det ville ende i, at hun måtte have fjernet livmoderen.
Jeg tog tilbage i hotellet i chok – hvorfor havde jeg ikke råbt op, så de handlede hurtigere.
Om natten, da mailen virkede skrev jeg til Agossou og spurgte til kvinde: Hun var blevet subtotalt hysterektomeret og havde fået blod og var stabil, da han forlod hende. Kl. 4 (nærmest mens jeg skrev) havde hun fået problemer med vejrtrækingen og var død.
Jeg skrev næste nat, at det gjorde mig ondt. Hans svar: ”Det skal du ikke tage dig af, det er vores hverdag. ”
SÅDAN SKAL DET IKKE VÆRE.
Aboubakar ringede mandag aften. Han havde aftalt et besøg på en privatklinik kl. 9 tirsdag. Hans chauffør ville hente mig kl. 08.30.
Ved 18-tiden på terrassen ved poolen blev jeg kontaktet af en ung dansk mand, Thue Qvortrup Olsen (Peter Qvortrup Geisling er hans mors fætters søn), som havde hørt Hans Frederik og mig tale dansk. Han er ansat i et firma, der hedder NoriDane, som eksporterer masser af kyllinger og kyllingedele (lår, vinger, bryster) fa Danmark og især Norge til Vestafrika, specielt Nigeria. De bruger Cotonous havn, som er Vestafrikas største. Han havde haft en rystende oplevelse dagen før, hvor han med en forretningsforbindelse for sjov var kørt en tur ind i Togo og så nær ikke var blevet ”lukket ind” i Benin igen, fordi han visum var en ”one entry”. Det havde kostet ham 80.000 CFA officielt, og 70.000 under bordet og 4 timer at få lov at komme tilbage,
Jeg blev trist over at høre, at man ikke engang med kyllinger er selvforsynende.
Om aftenen ventede vi i baren, først 1 time på Wilfrid, som skulle hurtigt videre, derefter på Raymond. Da han ikke var dukket op kl. 21, gik jeg op og så en fransk film med Gerard Depardieu, som jeg forstod mindre en halvdelen af (ordene altså). Vågnede kl. halv tre, men orkede ikke at gå på nettet.


Tirsdag 3.februar 2014
Vejret: Helt overskyet, men det varede kun til kl.11, varmt som vanligt.
Rigtig godt at få morgenmad.
Kl. 08.35 kom Hans Frederik ned til mig i loungen og fortalte, at chaufføren var kommet. Det var han, og vi var ved Polyclinique Saint Michel kl. 08.55. Aftalte med chaufføren, at han kunne hente mig kl. 12.
Klinikken lå i et fint 3-etagers hus. Alle andre institutioner har ligget i en etages barakker, små separate huse spredt over et stort areal med vanskelig transport mellem bygningerne, karakteriseret af små rum, ovefyldt med senge.
Ingen på klinikken vidste, jeg skulle komme. Det hedder hospital eller sundhedscenter, hvis der et offentligt, klinik, hvis det er privat. Beskeden var, at lægen ville komme kl. 11. Jeg ringede og klagede min nød til Aboubakar, og hurtigt efter blev jeg vist ind på en nydelig enestue og fik at vide, at lægen var på vej. Og det var sandt: Dr. Athanase Sodjiedo, (sodjiedoathanase@yahoo.fr +22995494343), den mest smilende, venlige og tilfredse læge, gynækolog-obstetriker, jeg har mødt. Han har en meget fin klinik. Kun en- og to-sengs stuer, som har airconditioning og fjernsyn og lagen på sengen, fine toiletter, rent, treetages med elevator.
Klinikken har 25 senge og 18 læger, hvoraf kun 2 er fuldtidsansatte. De øvrige supplerer deres indtægter fra det offentlige. Lægerne er til stede i døgnvagt.
De har kardiologi, neurologi, dermatologi, pædiatri, blød kirurgi (minor), gynækologi og obstetrik.
Fødsler 60-80 om året, kejsersnitfrekvens 30%.
Et flot laboratorium og en meget flot IVF klinik, som er hans hjertebarn – eneste IVF klinik i Benin. Første IVF barn født 8.september 2011. Hans kone er stedets biolog og bioanalytiker. Laver alt laboratoriearbejdet, både de almindelige analyser og arbejdet ved IVF, hormonanalyser, inkl. AMH (alle andre laboratorier i Vestafrika sender denne prøve til Europa). Alt laboratoriearbejdet med æg og sædceller, frys m.v. står hun for.
Hele tredje sal er indrettet til IVF. Der er rum til manden med det hele inklusiv pornofilm på DVD, når han skal producere sin sædprøver og et separat hvilerum, hvor han kan hvile bagefter. De fryser altid sædprøver fra de behandlede par for ikke at risikere at manden ikke kan, når æggene skal befrugtes.  
De laver 80 cyklus om året, og der er ingen ventetid. De opnår 36% graviditeter og har lavet 50 børn på tre år. De har et tæt samarbejde med IVF klinikker i Paris og Barcelona og rejser til Europa 1-2 gange om året. Når de er væk, ligger al fertilitetsbehandling stille. Dr. Sodjiedo og Mdm. Sodjiedo arbejder fra morgen til sen aften fem dage om ugen, lørdag til middag og holder fri søndag. De bliver forstyrret i et væk md spørgsmål, for der er kun dem, så de har lært at slukke telefonerne om natten.
Dr. Sodjiedo laver hysteroskopisk kirurgi og har fint udstyr til det, men kun i fertilitetsøjemed.
De har et stort problem med vedligeholdelse og supplering af udstyr. Ved behov for flydende kvælstof, må de selv hente det i Togo.  
De vanskelige tilfælde, f.eks. postmenopausale kvinder, gravide efter ægdonation indlægges fra uge 5 og i et par uger.
Det er umuligt at få sæddonorer i Benin, mens der er masser af ægdonorer.
Alle IVF børnene fødes ved kejsersnit enten på Polyclinique Saint Michel eller lokalt.
Det har været meget at få spredt informationen om, at klinikken eksisterer, så Dr. Sodjiedo prøver at komme i TV, når det overhovedet kan lade sig gøre.
I følge ham er infertilitet en langt større i Afrika end i Europa, Da kvinde/familien intet er værd uden børn.
En behandlingscyklus koster 1.000.000 CFA (10.000 kr.) – uanset omfang (ICSI, IMSI + frys). Ingen par har råd til mere end en behandling. Derfor transfereres tit mere end et æg (op til fire) Fosterreduktion er ikke en mulighed.
Han fortalte om en meget vanskelig sag med en 39 årig kvinde, som tidligere havde fået fjernet muskelknuder i livmoderen med en 45 årig mand, der som 25 årig var blevet behandlet med kemoterapi for et Hodgekin lymform. Hans sædprøve var mildest talt elendig. Ved IMSI var det lykkedes at fremelske to vitale sædceller, og der var blevet 4 embryoner ud af det. Alle fire blev lagt tilbage. Det blev til en tvillingegraviditet med to drenge. Dagen efter skulle moderen have lavet kejsersnit og jeg blev inviteret til at deltage.
De to flittige mennesker er så stolte over og glade for det de laver, at man rives med og glemmer elendigheden lige uden for døren.
Vi har aftalt, at han og hans kone besøger IVF klinikken på Hvidovre den 25. marts 2014 (hvor de alligevel er på en 15 dages tur til Paris, hvo de også skal nå en tur til Barcelona). Ægteparret taler begge lidt engelsk, så vi kommunikerede på en blanding af engelsk og fransk.  

Forespurgt hvad Sodjiedo så som Benins største udfordringer inden for sundhedsområdet, var svaret:
    •    Almindelige sygdomme, infektiøse og non-infektiøse
    •    Blødning efter fødslen og eklampsi
    •    Sterilitet
    •    Cancer – specielt bryst og livmoderhals, fordi behandlingsmulighederne ikke findes i Benin. For strålebehandling skal man til Ghana. Ved ovariecancer skal man til Europa.   
Kl. 11 skulle Dr. Sodjiedo have patienter, men først kørte han mig tilbage til Novotel. Jeg ringede til Aboubakar og aflyste aftalen med hans chauffør.
Om aftenen kom Wilfrid og Raymond (Ægtemand til den Beninske ambassadør i Danmark) til møde med Hans Frederik.
Kl. 21.00 gik vi ud og spiste en dejlig middag på Bangkok. Jeg fik de skønneste Dim Sum og en sislende støbejernspande med skaldyr. Hans Frederik fik suppe og skaldyr i cremesovs
Onsdag er der planlagt besøg på jordemoderskolen. Afhentning kl. 0830.  


Onsdag 4.februar 2014
Vejret: Strålende sol, lidt lun vind, varmt som vanligt.
Blev hentet af Aboubakars chauffør og kørt til skolen for jordemødre og sygeplejersker, som ligger lige ved siden af CNHU. Chaufføren havde Aboubakars visitkort med, på bagsiden stor der skriblet noget ned, som vist var min adgangsbillet. Blev sat af med kortet i hånden og var tæt på at blive standset af en vagt, men jeg så ud som om, jeg havde et ærinde. Inden for var stort og ret tomt, men jeg mødte, hvad jeg senere tolkede var den mandlige chef for sygeplejerskeuddannelsen. Han (udelukkende fransktalende) læste kortet og bad mig sidde i en foyer. Kort efter kom Dr. Cesar Akpo, akpocesar@yahoo.fr +22990038632, urolog og leder af jordemoderuddannelsen. Han var meget venlig og imødekommende og talte næsten ikke engelsk.
Fik dog forklaret mig om uddannelsen:
De tager 50 elever ind om året – kun kvinder – enten direkte fra skolen (16-17år) eller efter en kvote 2 år, hvor man skal bestå et prækursus for at komme ind, 20 om året optages på den måde. Der optages også 50 sygeplejerskestuderende årligt – det an være både kvinder og mænd.
Det første år er en ”common trunk”, hvor de 100 nye studerende undervises sammen. De jordemoderstuderende er i 1.praktik i andet semester af uddannelsen, altid i Cotonou, hvor de er på en afdeling om formiddagen og i skole om eftermiddagen.
Det andet år er de studerende i første semester igen i praktik på hospital i Cotonou om formiddagen og i skole om eftermiddagen. Andet semester er de 100% i praktik på fødested i et landdistrikt.
Tredje år er udelukkende skole. I hele uddannelsen er der eksamen efter hvert fag. Uddannelsen afsluttes med en afhandling (memoire), som e et oversigtsarbejde.
Skolen underviser grundigt (efter fransk mønster i alle fag, inkl. moderne præventionsmetoder. Undervisningen er katedral.
Første, andet og tredje år har hver deres traditionelle klasseværelse med gammeldags pulte. Vi (rektor og jeg) besøgte ”1.klasse”, hvor de 100 elever i skoleuniform rejste sig op, da vi kom og hilste os i kor. Da rektor ikke syntes, de gjorde det højt nok, måtte de gøre det igen.
Ud over klasselokalerne var der et fint bibliotek, et rum med PC’ere og flere kæmpe demonstrationshaller med masser af fantomer.
Stedet var præget af orden, plads og luft, sjældenheder i Benin.
Da vi kom tilbage til DR. Cesars kontor kom hans kone, som var patolog og også kunne ganske lidt engelsk.
Det koster en registreringsafgift for at starte på skolen. Størrelse?
Benin har en kæmpestor mangel på jordemødre, forværret ved at skolen indtil for tre år siden var lukket i 5 år pga. mangel på lærere. Der er således ikke uddannet nogen i en årrække.  Skolen i Benin er den eneste skole i landet (med 9,3 millioner mennesker og mere end 400.000 fødsler om året). Man har plads til at åbne en skole mere og penge til det, men der mangle lærere. Næsten ingen jordemødre læser videre.
De største sundhedsproblemer i Benin er ifølge Dr. Cesar:
Maternel mortalitet
Malaria
Befolkningsvæksten – manglende brug af moderne pæventionsmetoder
Malnutrition
Anæmi
Brystcancer
Dr. Cesar og hans kone kørte mig til Novotel.
Da jeg kom op fra poolen i min våde bikini og kjole, havde hotellet spærret mit kort, så jeg ikke kunne komme ind på værelset. Da jeg gjorde vrøvl over det i receptionen, var de ikke særlig imødekommende og anførte, at jeg var i stor gæld til dem. Da jeg huskede dem på, at aftalen var, at regningen skule betales af Hans Frederik, kunne de ikke se noget om det i deres computer, men de gav mig allernådigst et kort, jeg kunne lukke mig ind med.  
Kl. 16.30 tog jeg en taxa til Polyclinique Saint Michel for at være med til operationen. Parret havde accepteret det, faderen var ikke med på stuen (det forekommer ikke, hverken ved vaginale fødsler eller kejsersnit. Vi var 10 personer i rummet: Hr. og fru Sodjiedo, 4 sygeplejesker, en assisterende læge, anæstesilægen, den gravide og jeg.
Kvinden havde drop og kateter, sad foroverbøjet på langs af lejet, mens der nemt blev lagt spinal bedøvelse. Patienten havde ingen overvågning på. Dr. Sodjiedo var i ført stort langt forklæde i oilskin og støvler af det samme, havde været i vask og var ved at få udpakket sterile instrumenter, som han anbragte på et højt og et lavt assistancebord. Kvinden blev lagt ned, og så startede den helt store afvask. Sodjiedo vaskede først kvinden mave og det øverste af lårene med noget skummende jodholdig, tyktflydende sæbe, så tørrede han, så sprayede han med noget, der lugtede som acetone, og derefter rensede han samme område på kvinden med jod to gange. Den assisterende læge gik i vask og fik steril kittel uden på sit oilskin forklæde og støvler. En sygeplejerske satte neutralplade på kvindens arm. Samtidig med vasken, tændte anæstesilægen sit skop og satte langsom iltmåler, elektroder og blodtryksmåler på kvinden, som 15 minutter efter anlæggelse af spinal var overvåget.
De to læger dækkede af med grønne stofafdækninger, og området ved det gamle ar (tværsnit) blev jodet af endnu en gang. Dr. Sodjiedo arbejdede hele tiden fra kvindens højre side, assistenten stod på venstre. Brænder og sug blev pakket ud af en sygeplejerske og rakt til assistenten, som monterede det. Kl. 17.15 begyndte operationen. Efter hudincision blev der omhyggeligt skabt hæmostase i den fibrøse subcutis med peaner og brænderen, fascien blev klippet og musklerne adskilt skarpt med brænder – hele vejen ind blev der sat peaner på og brændt. Der blev sat en del kockere i fascie og muskel og holdt til side med langebecklignende instrument. Peritoneum blev klippet op løftet op mellem peaner, uterus åbnet stumpt, og 15 minutter efter hudincision blev tvilling A, fremhjulpet i sædepræsentation og overgivet en sygeplejerske, og et minut efter var tvilling B ude også fra en sædestilling. Begge børn skreg med det samme. De to børn skreg med det samme. De to moderkager blev fjernet. Det høje assistancebord var efterhånden et kaos af brugte tænger. Der blev fundet noget Syntocinon frem, som blev blandet i droppet. Kvindens blodtryk var på et tidspunkt nede på 89/44, hun havde blødt meget lidt, og blodtrykket kom op igen ved at give mere væske i droppet. Ingen ringtænger, to hjørnesuturer med Varyl 0, sm blev fundet frem fra en plasticpose med en hel masse suturer. Snittet i livmoderende blev lukket i to lag med fortløbende sutur. ALLE knuder under hele operationen blev bundet ”over maskine”. Peritoneum viscerale blev lukket henover uterotomien, Peritoneum paritale blev trukket frem med 8 peaner og lukket – begge fortløbende. Så blev der hældt en kop jod i såret. Fascien blev lukket, og en ny kop jod hældt i såret. Underhuden blev lukket fortløbende med Vikryl 2-0 (samme som de to gange peritoneum). Denne sutur blev fundet frem fra den samme palstikpose, som en kraftigere sutur. Huden blev lukket intracutant med nylon, og så blev afdækningen fjernet, og såret vasket grundigt med den skummende jodsæbe. Efter det acetone. Midtvejs i operationen var anæstesilægen gået i gang med at læse en bog. Da batteriet til skopet løb ud, opdagede kirrugen, at der i en tid ikke havde været overvågning og vækkede anæstesilægen. Stikket blev sat i væggen, og kvinden havde heldigvis fine værdier. Der var ikke en af de ellers tilbagevendende strømafbrydelser, for så ville OP-lampen jo også være gået.
Ved operationens afslutning tog kirurgen en steril swab, gennemvædet af jod og eksplorerede i vagina. Operationen var slut 19.35.
Mens operationsholdet lukkede såret blev de to drenge vasket og gnubbet med fedt, de blev suget i et væk og fik sågar iltbriller på, selvom de begge havde det helt fint. De blev afnavlet med elestik, som der bandtes knude på, og fik så noget der lignede et slangebind rundt om navlen. Det skulle ligge en uge. De blev også undersøgt og målt og vejet. De vejede 2650 g og 2550 g. De fik tøj på og blev båret ud for at hilse på deres far.
Da kvinden var kørt ud var klokken over halv otte, og vi skulle spise med Aboubakar (Hans Frederik rejste næste morgen), men parret bad så mindeligt om jeg ikke ville filmes med de to børn og på engelsk fortælle, hvad jeg havde oplevet. Det skulle bruges i Beninsk TV som reklame for klinikken. Det kunne jeg selvfølgelig ikke sige nej til. Men da de spurgte, om jeg ville skrive ned, hvad jeg havde sagt, så de kunne få det oversat, måtte jeg sige, at det ville jeg tilbyde at komme og gøre næste dag. Så ville de til gengæld gerne have lov at byde mig på middag.
Taxa til hotellet, hvor Aboubakar sad i sort jakkesæt i sædvanlig elegant stil på Hans Frederiks hotelværelse. Vi skulle på en halvvej udendørs restaurant ”Chez Clarisse” en stenkast fra restaurant Bangkok, men Aboubakar vil gerne til sit kontor først ”for at slukke sin PC”. Det viste sig, at det var for at bede, Hans Frederik og jeg fik en øl på hans kontor, mens han fik bedt og skiftet til militæruniform.
Vi havde en dejlig aften. Jeg fik kæmperejer og spid med kalvekød, Hans Frederik snegle (ingen succes) og fisk i karrysovs, Aboubakar fik kylling med stegte bananer. Aboubakar var mere afslappet end nogensinde før og talte bedre og mere engelsk end før hørt. Han havde denne aften besluttet sig for at være en ”moderne” muslim og drak både øl og vin. Han talte om sin familie og om tiden før demokratiet i 1990.
Forespurgt om Benins væsentligste sundhedsproblemer, mente Aboubakar, at Maternel mortalitet, Malaria og Lungeinfektioner var de tre store. Forespurgt, hvad der kunne gøres noget ved, mente Aboubakar, at det mest presserende at begynde med var miljøet, så myggene og dermed malariaen kunne udryddes.


Torsdag 7.februar 2014
Vejret som altid.
Hans Frederik skulle flyve kl 12 (Cotonou-Adis-Abeba, Adis-Abeba- Kairo, Kairo- Stockholm og Stockholm-København 22 timers rejse).
Vi aftalte, at spise morgenmad kl. 9, så ville Aboubakar hente os, så vi kunne sige farvel til Hans Frederik i lufthavnen. Jeg havde fortalt om det spærrede kort, og Hans Frederik var levet asende og havde bedt om at tale med manageren. Ved morgenmaden kom manageren og undskyldte mange gange. Som kompensation ville jeg kunne blive i mit værelse fredag til jeg skulle af sted sen aften uden at betale for det. Det var en god aftale.
Christiane Aguemon ringede. Hun ville hente mig fredag kl. 10, og vi skulle finde på noget, Hun havde angiveligt fridag.
Aboubakar havde den nationale statistik med (ADSS), inkl. tal fra 2012.
Hans Frederik kom godt i lufthavnen (det tog 4 minutter fra hotellet). Bagefter havde jeg håbet, at Aboubakar havde tid til at vise mig militærhospitalet, men det havde han ikke. Han ville ringe senere.
Det blev en dag med meget arbejde ved computeren og afslapning ved poolen. Aboubakar ringede: Han havde meget travlt og ville heller være i stand til at deltage i aftenens middag, hvor han ellers var inviteret.
Jeg læste i de officielle statistikker, og den opfattelse, der findes der af f.eks. svangre profylaksen er langt fra det, fagpersonerne ser. Man oplyser i statistikkerne, at 100% deltager i svangre undersøgelser, hvor de uofficielle tal er mellem 55 og 70%.  Tilsvarende for assistance til fødslerne, hvor de officielle statistikker anfører, at 90% har professionel hjælp til fødslen, mens de uofficielle tal igen er mellem 55 og 70%.
Klokken 19 var jeg tilbage på Polyclinique Saint Michel. Det er faldet på plads med ægteparrets besøg på Hvidovre Hospitals fertilitetsklinik den 25.marts 2014.
Så videoen, som var af fin kvalitet og skrev teksten ned ord for ord.  Så tog vi til en meget fancy restaurant Berlin (specialist i fisk), direkte på ”Le Lad”, som vist er en af de to indsøer i Cotonou. Sodjiedo og kone beklagede gentagne gange, at vi ikke havde mødtes tidligere under besøget, så ville de have sørget for noget sightseeing, bl.a. til en ”undersøisk” by et par kilometer uden for Cotonou.
Vi fik snegle med hvidløg (ikke noget med sneglehuse) – det var de store Beninske – og siden lækker fisk (mere, groupier) på spid, jeg med ris, Mdm. Sodjiedo med ærter og dr. Sodjiedo med stegte bananer.
Blev kørt hjem og begyndte at pakke.   
         

Fredag 7.februar 2014
Morgenmad og så ventede jeg fra kl. 10 til 11, men hun kom ikke. Brugte dagen til at svømme, læse, pakke og skrive.
Aguemon sms’ede kl. 21 og undskyldte, at hun havde brændt mig af. Hun havde haft meget travlt og ønskede mig en god tur hjem.
Sodjjiedo sms’ede også og ønskede god tur.
Aboubakar hentede mig som aftalt kl. 21.45. på vejen til lufthavnen bad han mig holde øje med udstyr, som han vil kunne bruge en privatpraksis, UL skanner m.m. Han håber på, at han ved næste valg i 2016 ikke længere skal være næstkommanderende i sundhedsministeriet, men kan være praktiserende gynækolog. Jeg lovede selvfølgelig at gøre det.
På parkeringspladsen mødet Aboubakar en bekendt, som han stødte hovedet sammen med fire gange som hilsen. Jeg fik forklaring på denne hilsen, som er hilsenen mænd imellem, mens kvinderne hilser og hilses med4 kys ud i luften, mens kinderne lægges mod hinanden.
Dette var uden sammenligning den værste afrejse, jeg nogensinde har oplevet fra noget land. Hans Frederik kunne godt have advaret mig. Aboubakar kom som aftalt og hentede mig 21.45 og vi kom uden problemer til lufthavnen, 4 minutter fra hotellet. Politiet havde godt nok spærret indkørslen til afsætning, men så kørte vi bare på parkeringspladsen, som er lige ved siden af. Indtjekningen gik nemt – meget venlig mand, som sørgede for gangsæde på begge ture. Efter det skulle der udfyldes en ”emigrationsblanket” lige som omstændelig som indrejseblanketten, og derefter stod man i kø 30 minutter for at en uinteresseret politimand tog den. Herefter kø til security, som bestod i at to kvinder gennemrodede alle rum i alle tasker hos kvinder; der blev pakket ud og ind i et væk. Gennemlysningen af tasker og mennesker virkede ikke. På den anden side af den ikke fungerende gennemlysning var det 2 mænd, der gennemrodede mændenes tasker. Så ud i en stuvende fuld gate, boardingkort tjekket, før man stod i en stuvende fuld bus, som ikke kørte det første kvarter. Da man blev sat af bussen, stod man i kø til et bord, hvor en række mænd gennemså alle tasker og tog dem fra en for at placere dem på et bord bag dem. Uforberedt, som jeg var skiltes jeg altså fra min mavetaske med penge, alle former for kort, USB-stik, nøgler, kamera (kun pas og boardingkort havde man tilbage), for at gå hen til enden af den lange bord, hvor en mand med en gennemlysningsstav gennemlyste en og ens jakker/frakker. På den anden side af bordet kunne man så hente sine takser, som havde været ude af syne i flere minutter, men de var der. Efter det, før man måtte gå op af trappen til flyet, skulle man stå i kø imens en mand med en pandelampe kontrollerede ens boardingkort. Efter at have løbet spidsrod i 1 time og tyve minutter var man så i flyet. De sorte blev behandlet med langt større mistænksomhed end de hvide, men det var svært ikke at føle sig lidt som er forbryder. Smil – nej det var der ikke nogen steder.
Nem tur hjem ellers Cotonou-Paris, Paris- København. Så ”Blood Ties” og fik også sovet lidt.


Benin – indtryk
Benin er et land præget af mangel på de mest grundlæggende fornødenheder – strøm, vand, sanitet, renovation, veje (kommunikationsmidler i det hele taget).
Toiletforholdene var rystende dårlige. F.eks. var der på toilettet hos to forskellige hospitalsdirektører var der hverken toiletsæde, papir eller vand i cisterne eller vask, og der var rodet og snavset.
Til gengæld er der masser af mobiltelefoner, billige motorcykler/knallerter og fjernsyn, men ingen kultur mht. at benytte disse. PÅ stort set alle kontorer, hor ve holdt møder, var der et fjernsyn kørende, og mobiltelefonerne blev brugt flittigt både under møder og ved middage. Motorcyklerne blev brugt som taxaer og familiebiler, ingen hjelme, gerne en familie på fire eller fem på en, ingen trafikregler, man overhaler indenom eller udenom, og forkørselsret har den, der maser sig længst frem uden at komme til skade. I rundkørsler var det ikke muligt at inde ud af, hvem der havde lov til at øre, men trafikken gled, kun få gange sad man fast.
Aftaler og mødetider var der ingen, der tog sig af – undtagen de to gange, vi skulle i lufthavnen. 1-1½ kunne der sagtens gå, fra man havde aftalt at mødes til nogen dukkede op – hvis de dukkede op, og de blev ikke ringet om forsinkelsen – det var svært at vænne sig til. Den danske (Thue), jeg mødte, sagde: ”Aftal at mødes hos dem, så er de der som regel, når du kommer. ”  
Julepynten og juletræerne var ikke pakket væk, og mange hilste med ”Godt nytår”.
Snavs, rod, støv og resignation var der masser af. Få gjorde sig umage med at andet end kvinder og børn så pænt ud (ind i mellem havde mændene også noget meget fint tøj på med farver). Men kvinder og børn var pyntet med farvestrålende tøj, som så rent ud. De små piger havde masser af fletninger med masser af perler i, og de voksne kvinder gik ofte med paryk med glat hår, rødt hår eller gulbrunt hår.
Folk er venlige og imødekommende, smiler og vinker og vil gerne i kontakt. Kun få tigger, men mange prøver at sælge noget, langs alle veje i store og små byer stod der boder med-hvad-som-helst fra ris til strygejern, og holdt man stille ved et lyskryds i Cotonou blev man tilbudt negleklippere og børnekrus eller små kommoder.
De sundhedsprofessionelle jeg mødte (fraset den privatpraktiserende IVF læge) var resignerede: Problemerne var for mange, mulighederne for små, det offentliges vilje ikke eksisterende.  
Sundhedsministeriets plan frem til 2018 betragtedes som ord, hensigtserklæringer og varm luft.
Overordnet plan og god organisation synes at mangle.
Det er svært at se, hvor man skal begynde.

At besøge Benin var samlet set en stor og uforglemmelig oplevelse, som ikke vil kunne undgå at påvirke ens fremtidige virke. Det var et sted, man hurtigt fik venner der.


Charlotte Wilken-Jensen, København den 9.februar 2014