Hospitalsudstyr på vej til Makedonien

Publiceret dato

Hvad ville du sige til at skulle hænge drop på rustne søm over vinduet? Ansatte på utallige hospitaler rundt omkring i verden har meget dårligt udstyr. Hospitaler i hovedstaden hjælper med for at sikre bedre udstyr til de fattige hospitaler

I denne uge ruller en lastbil fra Rigshospitalet, Glostrup, Gentofte og Hvidovre Hospital fyldt med senge, borde, tæpper, udmælkningsmaskiner, computere og mikroskoper ind på to makedonske hospitaler. 

Det er nødhjælpsorganisationen, Global Medical Aid, der har modtaget hospitalernes donationer, og som nu står for at sikre, at udstyret kommer frem og havner i de rigtige hænder. 

Direktør for Amager og Hvidovre Hospitaler, Torben Ø. Pedersen, besøgte i januar måned de to østeuropæiske hospitaler for at sikre sig, at der virkelig var brug for de ting, der blev sendt af sted – og det var der, siger han.

»Deres senge er fire jernstolper, der er svejset sammen, og deres borde ligner noget fra 60’erne, hvor alle lågerne er sparket ind. Så der er ingen tvivl om, at det udstyr, vi sender af sted, vil gøre en stor forskel,« siger Torben Ø Pedersen i en pressemeddelelse.

Hvidovre Hospitals engagement i nødhjælpsprojekterne begyndte, da Torben Ø .Pedersen besøgte et fattigt filippinsk hospital.

»Der så jeg, hvilke problemer det giver at mangle ordentligt udstyr. Jeg mødte læger, som var kvalificerede til at bruge moderne udstyr, men som aldrig fik muligheden, fordi hospitalet ikke havde råd til at købe det. De ting, vi sender af sted, er aflagte af den ene eller anden grund, men de virker, og de kan hæve niveauet meget på de fattige hospitaler.« 

Selvom det er Global Medical Aid, der står for alt det praktiske og for kontakten til de udenlandske hospitaler, har de i denne omgang også fået hjælp fra en noget uventet side. En cafe-ejer fra Frederiksberg har nemlig både været igangsætter og bidragyder til Makedonien-projektet.

Lasse Dalipi, som ejer Cafe Moccador på Frederiksberg, har således sponsoreret transporten af udstyret af egen lomme. Han er selv makedoner, og det var en tur på hospitalet under en ferie, som begyndte det hele.

»Mine børn røg på hospitalet i Makedonien, og det var en chokerende oplevelse. De havde intet. De havde f.eks. ikke stativer til drop. De hængte dem på søm over vinduerne,« fortæller han og tilføjer:

»De penge det koster at transportere alt udstyret derover, skulle være gået til min kones 40-års fødselsdag, hvor vi skulle have været en tur til Dubai, men nu er det her hendes fødselsdagsgave, og vi er glade for at kunne hjælpe.«

http://www.dagensmedicin.dk/nyheder/hospitalsudstyr-pa-vej-til-makedoni…