Global Medical Aid hospitalssenge

400 hospitalssenge til Ghana og Burundi

Publiceret dato

I efteråret 2020 har GMA formidlet donation af 8 containere med hospitalssenge fra Sygehus Sønderjylland til de to lande i det vestlige og det centrale Afrika.

Kæmpe forsendelse

Hospitalssenge er betydeligt større og tungere end almindelige senge og kommer hurtigt op på ca. 140 kg pr. stk. - eksklusiv madras. Det stiller derfor også store krav til logistikken og lagerkapaciteten at flytte 400 hospitalssenge fra Danmark til Ghana og Burundi.
Der kan være ca. 50 senge i en container, som det koster 25.000 kr. at transportere til et kystnært land som Ghana med skib. Til Burundi, som ligger midt i Afrika omgivet af Rwanda mod nord, Tanzania mod syd og øst samt Den Demokratiske Republik Congo mod vest, er forsendelsesomkostningerne betydeligt højere. Grundet den udfordrende infrastruktur forventes fragtudgiften for en container at runde 60.000 kr. Hermed løber den samlede forsendelse på i alt 8 containere alene op i ca. 340.000 kr.

Stærke partnerskaber letter arbejdet
GMA etablerede samarbejdet med Ghana i 2019 og har siden leveret for over 40 mio. kr. medicin og hospitalsudstyr til landet, bl.a. 4 containere med brugte senge og hospitalsudstyr fra Aarhus Universitetshospital. Vi er derfor rigtig glade for nu at være repræsenteret direkte i Ghana af landets hidtidige ambassadør i Danmark, Amerley Ollennu Awua-Asamoa, der er datter af Præsidenten for Ghanas 2. republik. Det effektive samarbejde sikrer os bl.a. direkte kontakt med First Lady og de førende religiøse organisationer.


Selv om kontakten til Burundi er nyere, er det også her lykkedes GMA at opbygge gode relationer, der bl.a. sikrer os adgang til sundhedsministeren og den nye præsident.

TV SYD video om donationen
Den store donation af hospitalssenge fra Sygehus Sønderjylland blev også dækket af et videoindslag i TV SYD, som du kan se her!