Global Medical Aid yder nødhjælp til Ukraine

Global Medical Aid yder nødhjælp til Ukraine

Publiceret dato

Hans Frederik Dydensborg er manden bag den danske organisation, og fortæller her om hjælpen til Ukraine.

Global Medical Aid er en dansk organisation, som har ydet hjælp til en lang række lande – bl.a. i Afrika – hvor der er behov for medicin og medicinsk udstyr. Indtil videre er der blevet doneret for i alt 118 millioner kroner. Da manden bag Global Medical Aid, Hans Frederik Dydensborg, blev spurgt, og han kunne hjælpe med lidt til Ukraine, sagde han straks ja. Det blev dog ikke ved blot lidt hjælp, faktisk vil den fjerde store lastbil blive fyldt med medicinsk udstyr i Farum på lørdag.

- Ukraine er jo i en anderledes situation, fordi de ganske enkelt er i krig. En krig, som de ikke har ønsket. Derfor er der pludselig opstået nogle behov, siger Hans Frederik Dydensborg til Newsgerrig.com.

Nødhjælp for 8 millioner kroner
Det udstyr, som organisationen har sendt til Ukraine, omfatter bl.a. 12-14 anæstesiapparater, undersøgelseslejer, operationsborde, hospitalssenge og sygeplejeudstyr. Også mindre ting, som f.eks. 500.000 latex-handsker, har fundet vej til Ukrainske hospitaler. Når den fjerde lastbil er sendt af sted, vil den samlede værdi af nødhjælpen beløbe sig til ca. 8 millioner kroner.

- Hospitalerne har behov for alt, hvad de kan få, og de er meget glade for at få det. Vi får udstyret fra især leverandører af medicinsk udstyr. Erhvervslivet er venligt og vil gerne hjælpe, fortæller Dydensborg.

Hans Frederik Dydensborg er vant til at sende nødhjælp til andre lande og kender alle nødvendige procedurer i den forbindelse. Derfor har der heller ikke været nogen problemer i forhold til det ukrainske toldvæsen eller andre myndigheder.

Til Ukraine for første gang
Selvom Dydensborg nu igennem lang tid har sendt nødhjælp til Ukraine, har han endnu ikke selv været i landet.

- Men nu skal jeg derover. På mandag kører jeg sammen med en ukrainer en ambulance til Kiev. Jeg har ikke tidligere gjort mig nogen forestillinger om, hvordan der er i Ukraine, men efter at jeg er startet på dette projekt, har jeg søgt informationer på internettet. Det virker til at være et rigtig dejligt land. Det ser frygtelig romantisk ud, næsten som det indtryk, man får, når man læser Pushkins værker. Jeg glæder mig meget til at komme derover, siger Dydensborg.

Evne forpligter
Hans Frederik Dydensborg hører til den slags mennesker, der ikke bare kan sidde med hænderne i skødet, når han oplever, at der er nogen, der har behov for hjælp. Tilværelsen som pensionist skal ikke gå med at spille golf, men med noget, som er til gavn ikke blot for ham selv.

- Jeg kan gøre det med den alder, jeg har. Da jeg arbejdede, var det ikke muligt. Og jeg synes, at når man har evnen, så har man også forpligtelsen, forklarer Dydensborg om sit engagement.

Man kan se mere om organisationen og dens arbejde på http://globalmedicalaid.com.

Link: http://newsgerrig.com/da/eu/global-medical-aid-yder-n%C3%B8dhj%C3%A6lp-…