Global Medical Aid

Author Archive

Kasseret medicin og udstyr redder liv i ulande

En advokat, frivillige læger og enkelte andre redder hvert år liv i ulande, fordi de sender kasseret hospitalsudstyr og kasseret medicin fra Danmark til trængende hospitaler.

På et lager i Hørsholm står der en hel karavane af hospitalssenge, monitorer og infusionspumper. Sække fyldt med blå og grønne hospitalsuniformer ligger i en stor bunke. Lageret tilhører organisationen Global Medical Aid (GMA), der modtager alt det hospitalsudstyr, som hospitalerne kasserer, og pallevis af medicin fra danske medicinalfirmaer.

Da hospitalerne konstant skifter udstyr, og da medicin i Danmark med seks måneder eller mindre til udløbsdato eller med fejl i emballagen normalt bliver kasseret og sendt til destruktion, er der masser af kasseret udstyr og medicin, der doneres til GMA. Arbejdet i den lille organisation har da også udviklet sig til en fuldtidsbeskæftigelse for stifter og formand for organisationen, advokat Hans Frederik Dydensborg. Organisationen sender containere af sted til mindre velhavende lande hver eneste måned.

»De har næsten lige trukket stikket ud af væggen ude på hospitalet,« siger Hans Frederik Dydensborg, mens han peger på et dyrt og tilsyneladende meget nyt apparat til at udføre operationer i øjne med.

GMA har, siden det blev stiftet i 2010, sendt kasseret medicin og hospitalsudstyr til en værdi af godt 146 millioner kr. til sundhedsministerierne i 14 lande. Donationerne kommer fra bl.a. 10 medicinalfirmaer og 14 hospitaler i Danmark. Transporten af medicin og udstyr støttes af private fonde.

Nye forsyninger

Midt på dagen kommer Global Medical Aids fragtmand Tom Benkhe. Han har fem lejer med fra en privatklinik på Amager og nogle ben- og knæskinner doneret af Hvidovre ortopædkirurgisk afdeling. De skal med næste sending af sted til Ukraine. Her har Hans Frederik Dydensborg allerede lavet en aftale med sundhedsmyndighederne, der sørger for, at udstyret bliver fordelt ud til de hospitaler, der mangler det, og ikke står og samler støv. Netop det, at hjælpen ikke går til spilde, er ham meget magtpåliggende. Han rejser personligt ud til modtagerlandenes sundhedsministre og får aftaler på plads.

»Jeg tager ud og trykker hånd med dem. Og de, der ved, hvad det indebærer, ved også, at det også bygger på en del tillid,« siger han. Før han sender noget af sted, forsikrer han sig, at hospitalerne kan bruge det.

Trods det at Hans Frederik Dydensborg har tillid til, at udstyr og medicin bliver fordelt til offentlige hospitaler som aftalt, tager han også ud flere gange årligt for at lave stikprøvekontroller. Her besøger han hospitalerne og forsikrer sig, at de ting, han har sendt af sted, stemmer med de ting, der står på hospitalerne.

»Hvis de på hospitalet har udskrevet 400 pakker penicillin, og jeg har sendt 1.000 af sted, så skal jeg kunne tælle 600 pakker på lageret. Og det har jeg gjort. Jeg har stået og talt,« siger han og understreger, at han aldrig har oplevet, at nogen havde snydt med donationerne.

Bagagerummet i Hans Frederik Dydensborgs bil er fyldt op med blodprøvetagningssæt, gummihandsker og engangssprøjter. Intet er for småt til, at GMA kan bruge det. Så længe pakningerne ikke er anbrudt, og udløbsdatoen ikke er overskredet. Ligeledes er der heller ikke noget, der er for stort. Når GMA modtager medicin fra danske medicingrossister, er det ofte flere paller ad gangen. Derfor er det ekstra vigtigt, at Hans-Frederik Dydensborg på forhånd har en aftale med sundhedsmyndighederne i modtagerlandene.

»Jeg kan jo ikke køre rundt nede i bushen i Afrika med en trækvogn og spørge, om der er nogen, der mangler penicillin,« siger Hans Frederik Dydensborg.

Nødhjælpseventyret begyndte, da Hans Frederik Dydensborg en aften så et tv-indslag om en farmaceut, der i ren forargelse over de store mængder medicin, der kasseres, var rejst til Malawi for at donere overskudsmedicinen fra et medicinalfirma.

»Så jeg ringede til ham og sagde, at jeg ville være med,« siger Hans Frederik Dydensborg. Efter noget tid holdt farmaceuten dog op, og Hans Frederik Dydensborg stiftede Global Medical Aid.

GMA modtager kun udstyr, der ikke fejler noget. I forbindelse med en hospitalssammenlægning i 2014 blev han tilbudt 18 anæstesiapparater. Medicoteknikeren, der skulle udlevere apparaterne til organisationen, fortalte, at de på hospitalet havde brugt apparaterne som reservedelslager, men at man ikke vidste, hvilke af dem der var taget dele fra.

»Så der var man i færd med at donere mig 18 apparater, hvoraf nogle virkede, og nogle ikke virkede — ingen vidste hvilke. Det er jo livsfarligt! Jeg blev så vred,« siger Hans Frederik Dydensborg. Efter en artikel bragt i DR, hvor han udtalte, at GMA ikke var en storskraldsordning, har organisationen kun modtaget brugbare donationer.

Lægefaglig rådgiver

Organisationens medlemsliste tæller flere læger. Lægernes rolle i organisationen er at tjekke, at udstyret fungerer, og rådgive Hans Frederik Dydensborg om, hvad han skal sige ja til af donationer fra de forskellige hospitaler og klinikker i landet. Især vennen, overlæge Christian Christiansen, der er pensioneret klinikchef efter 27 år på Anæstesiklinikken på Frederiksberg Hospital, fungerer som en af organisationens lægefaglige rådgivere. Han bruger mange timer på at rådgive om, hvilke donationer Hans Frederik Dydensborg bør takke ja til.

»Vi taler faktisk sammen dagligt om, hvad vi skal takke ja til. Hans Frederik har jo ingen forudsætning for at vide, hvad de forskellige ting er,« siger Christian Christistiansen.

Han forklarer, at den meget apparattunge del af sundhedsvæsenet, han har beskæftiget sig med på anæstesiklinikken, har givet ham stor indsigt i, hvad der kan bruges, og hvordan det virker. Christian Christiansen understreger, at netop i anæstesien kan fejl på apparaterne betyde forskellen mellem liv og død. Foruden rådgivning om donationer hjælper Christian Christiansen også til med de mere lavpraktiske ting i organisationen.

»Så sent som i vinter brugte jeg en hel dag og gennemgik en masse monitorer og infusionspumper. Det meste virkede, men der var nogle enkelte apparater, som vi skrottede, for de var ikke gode nok til, at vi kunne tillade os at sende dem videre,« siger Christian Christiansen, der ud over at hjælpe Hans Frederik Dydensborg hjemme på lageret også hjælper de udenlandske læger, hvis de ikke ved, hvordan apparaterne virker eller skal indstilles.

»Nogle gange er der også spørgsmål fra lægerne på modtagerhospitalerne, som spørger om noget lægefagligt, som Hans Frederik jo af gode grunde ikke kan svare på. Så bliver jeg sat i forbindelse med lægen og kan hjælpe med udstyret,« siger han.

I sit virke som klinikchef på Frederiksberg Hospital har Christian Christiansen også selv kasseret en masse udstyr, som i bund og grund var brugbart og relativt nyt, men det ser han ikke som en dårligt ting.

»Her i Danmark har vi en enighed om, at vi gerne vil tilbyde patienterne den bedste kvalitet i behandlingen. Derfor vil vi gerne have det nyeste og det bedste tekniske udstyr og den bedste medicin. Og det er der ikke noget galt med. Men det er forfærdelig at smide det gamle ud. For det er ikke gammelt. Det er lige trukket ud af stikket og virker,« siger han.

»Vi ved, at der rundt omkring i verden er et kolossalt behov for udstyr og medicin — nogle gange helt ned på et basalt niveau. Derudover så bliver der kasseret så meget udstyr i Danmark, som faktisk fungerer fint, som kan redde liv og gøre gavn i fattigere lande. Det får mig til at gå ind i det her,« siger Christian Christiansen.

»Jeg synes, vi har en forpligtelse til at viderebringe noget af det udstyr, der kan redde liv,« siger han.

Just in time

Hvorfor vælger en advokat og et hold læger så at bruge så mange kræfter på at sende medicin og genbrugsudstyr til fattige lande? Det korte svar er ifølge Hans Frederik Dydensborg: »Fordi det er så nemt.«

»Der er så meget medicin og udstyr, der bliver kasseret i Danmark, selvom det virker fint. Og det er så let at sende videre og hjælpe steder, hvor folk dør af banale halsbetændelser, fordi de ikke engang har penicillin,« siger Hans-Frederik Dydensborg.

Tilbage i februar modtog organisationen en mail, der understreger, hvorfor GMA’s arbejde nytter. Mailen kom fra en hjerte-kar-kirurg på et hospital i Kiev. Der lød i mailen en tak for donation af en hjerte-lunge-maskine fra Odense Universitetshospital, der aldrig havde været i brug. Kirurgen fortæller i mailen, at han om aftenen pakkede alt ud af kasserne og satte det op, så det var klar til brug. Tidligt næste morgen ankom en seksårig dreng med akut hjertebetændelse og en ødelagt hjerteklap. Kirurgen reddede hans liv ved hjælp af den hjerte-lunge-maskine, de venfloner, infusionspumper, dræn og andet udstyr, som GMA netop havde sendt fra lageret i Hørsholm. Hjælpen fra Danmark var, skriver den ukrainske hjerte-kar-kirurg, kommet ’just in time’.

Artiklen er udgivet i Dagens Medicin, og kan læses her:

http://dagensmedicin.dk/kasseret-medicin-udstyr-redder-liv-ulande/